Sofia, mor på 24 år, går rundt og øver sig. Hun øver sig i at holde fast i det, hun har lært i Dit Rum: At det er okay at give plads til følelser, som kan være svære. At tro på, at hun er en god nok mor.
– Min søn er kommet i en alder, hvor han er blevet stædig, og hvor jeg ikke altid får lov til at trøste ham. Og så kan jeg godt føle mig afvist. Så kan jeg tænke: Gør jeg det ikke godt nok, skal jeg gøre noget anderledes? Jeg ikke haft nogle rigtige rollemodeller, så jeg kan blive meget usikker, også på om jeg er nok opmærksom, om jeg leger n
ok. Men jeg øver mig hele tiden, og jeg har også fået mere selvtillid som mor, siger hun.
Konflikter og alkohol
I Sofias barndom var hun i lang tid den ansvarlige datter i forholdet til forældrene, der begge drak for meget. I skolen var hun stille, og selvom mange omkring hende vidste, der var konflikter derhjemme, var det først som 9-årig hun fik hjælp. Sofias mor kontaktede selv kommunen, fordi hun ikke kunne magte at have Sofia derhjemme. På det tidspunkt var forældrene skilt, og Sofia var vred og udadreagerende. Så kom Sofia i familiepleje i en stor familie – meget overvældende for et enebarn – og senere på den nu lukkede kostskole, Havregården. En skole, som hun er med til at sagsøge for omsorgssvigt, fordi hun blandt andet lå syg på sit værelse, uden at nogle af de voksne tog sig af det.
Perlerækken af negative oplevelser har fyldt over årene, men der blev sat turbo på tankerne under graviditeten.
– Jeg vidste jo godt, at omsorgssvigtene i min barndom havde påvirket mig. Da min forældre blev skilt, blev jeg kastebold mellem dem, fordi de ville skade hinanden, og jeg har følt mig meget alene og har haft svært ved at stole på andre. Jeg har også været meget bekymret for, hvad andre tænkte om mig. Og når jeg fx var glad for noget, måtte jeg heller ikke blive for glad, for var det nu normalt?
– Men da jeg så blev gravid, blev det hele meget overvældende. Jeg tænkte: Hvad nu hvis det viser sig, jeg ikke kan passe på et andet menneske? Og efter fødslen blev det bare endnu sværere, for nu var han et rigtigt menneske, og jeg var hans primære omsorgsperson. Jeg kunne ikke slappe af i det ansvar. Jeg følte, at jeg skulle være mor 110 procent.
Ro på i Dit Rum
Men i Dit Rum i Hillerød faldt der mere ro på Sofia. Både i samtaler med familiekonsulent, Marie og i Babygruppen, hvor Sofia mødte andre mødre og babyer.
– Der var mange historier, man kunne spejle sig i, og det var fedt – ikke at andre havde oplevet noget svært – men at jeg ikke var den eneste, som havde problemer. Jeg var meget skeptisk inden den første gang og ville slet ikke af sted, for jeg var bange for, om de andre ville dømme mig som mor. Men det var tværtimod et meget trygt sted, hvor alle havde noget med i bagagen.
Fordi Sofia er under 25 år, fik hun et mere intensivt forløb i Dit Rum med både Babygruppen og flere samtaler. Men selvom hun er nået langt, skal hun stadig arbejde med at holde fast i det, hun har lært. At det fx er okay at være vred og ked af det.
– Man fylder mere, når man har sådan nogle følelser, og det havde jeg ikke lyst til som barn. Når jeg var vred som barn, fik jeg også at vide, at jeg skulle slappe af, at det ikke var okay. Men de følelser er der jo af en grund. Så nu arbejder jeg mere med at regulere dem: At jeg gerne må være ked af det, men at det ikke behøver at være verden-bryder-sammen-ked-af-det.
God støtte
Sofia har god støtte i kæresten og hans familie. Og så spiller hendes mor, der ikke længere drikker, også en aktiv rolle, mens Sofias far mere er med på sidelinjen. Men selvom forholdet til forældrene er bedre i dag, er det ikke ukompliceret.
– Jeg har rigtigt svært ved at sætte mig selv først, og jeg er stadig bange for at skuffe mine forældre eller gør dem kede af det. Men jeg er ved at lære, at jeg gerne må sætte grænser og for eksempel takke nej til noget, som jeg ikke har overskud til. Og at det er mig, der ved, hvad der er bedst for min søn.
Til andre forældre, der overvejer, om de skal takke ja til hjælp, vil hun sige:
– Jeg synes, man skal give Babygruppen en chance, også selvom man synes, det virker vildt grænseoverskridende, og man ikke har lyst til at tage afsted. Man skal tænke på, at det er for ens barns bedste og også for ens eget.
I Dit Rum bruges der både billedkort og sten, og det har Sofia været rigtig glad for:
– Jeg har været rigtig glad for at alt det visuelle. For det hjælper med at få tankerne i gang, når jeg ikke altid kan finde ordene, siger hun.