Emil er vokset op med intense konflikter og for meget alkohol i familien. I flere år festede han selv på et væld af stoffer, før han mødte sin nuværende kæreste og et ultimatum. Nu er Emil blevet far, og i Babygruppe for fædre fik han oplevelsen af at møde nogen, der i den grad mindede om ham selv.
Læs seks nedslag i Emils liv – og en anbefaling:
Om forholdet til faren
– Min far var stort set aldrig hjemme, og når han så endelig var, stod han mest ude i et skur, hvor en strøm af mærkelige mennesker kom forbi for at drikke. Mine forældre skændtes meget, og jeg havde ikke lyst til at være sammen med dem. Da mine forældre blev skilt, ville jeg ikke hjem til ham. Samtidig fik min mor nye kærester, nogle ikke særligt søde mænd. Så jeg klarede meget mig selv.
– Min far døde, da jeg var 12 år. Da han var dødssyg af kræft, stoppede han helt med at drikke. Jeg kunne mærke, at han gerne ville være sammen med mig, og så blev han en far, jeg holdt meget af. Vi læste bøger, og han tog mig med ud at købe de kort, jeg samlede på, selvom han havde det dårligt.
– Før min far døde, var jeg en stille dreng, men da han døde, blev jeg meget udadreagerende. Jeg var rigtig ked af det, men havde ingen at snakke med. I stedet blev jeg mega hurtigt sur og slog de andre i skolen. De store drenge opdagede, at det var skidesjovt at provokere mig, og til sidst kom jeg på specialskole.
Om indgangen til stofferne
– På specialskolen fik jeg for første gang et fællesskab. Men jeg havde dårligt selvværd og fandt det forkerte selskab: dem, der gerne ville være sammen med mig. Jeg startede med at ryge hash og spiste en masse ADHD-piller, og jeg havde ikke nogen stopklods. Derfor begyndte jeg hurtigt at sælge stoffer og tage dem selv. Alt der var opkvikkende: kokain, amfetamin, ecstasy. Og bagefter noget beroligende som benzodiazepiner.
– På stofferne kunne jeg klare hele verden, havde masser af selvtillid, højt endorfinniveau. Men jeg havde også masser af angst på bagsiden af det, og det lever jeg også med i dag. Mit liv førhen var et liv med fuld fart på, og det var også skideskægt, men mit liv er meget bedre nu. Jeg har min familie, jeg har et godt arbejde.
Om omsorgssvigt
– Som 21-årig kom jeg på et forløb om anger management, men der var ikke noget, der virkede på min vrede. Men så bad behandleren mig fortælle om fem gode minder fra min barndom. Jeg kunne komme i tanke om to, og begge gange var jeg alene.
– Jeg vidste jo godt, at der var blevet drukket derhjemme. Der var heller ingen restriktioner, og jeg måtte være ude hele natten som 13-årig. Jeg var vant til at klare mig selv. Men det var først dér, det gik op for mig, at det var omsorgssvigt, at jeg ikke havde haft en normal og kærlig opvækst. Behandleren sagde, at det var grunden til, at jeg så hurtigt blev vred: at min kop i forvejen var fyldt godt op, og der ikke skulle så meget til, før den flød over.
– Jeg kan jo også se det på min kæreste, som har haft en hel anden barndom, og reagerer meget anderledes. Jeg blev hurtigt voksen og er i dag også meget selvkørende. Det gør, at jeg er meget handlekraftig, men jeg har også svært ved at udtrykke følelser. Hun er meget bedre til at tage imod omsorg og give den.
Om at stoppe med stoffer
– Det er 100 procent min kæreste, der har æren for, at jeg stoppede med stofferne.
– Da jeg mødte hende, var jeg meget langt ude. Jeg sad og sorterede i regningerne for at få penge til stoffer og havde en stor gæld i RKI. Jeg tror, jeg var måneder fra at ende på gaden. Min kæreste ville gerne flytte ind til mig, men hun stillede et ultimatum: Jeg skulle stoppe fuldstændigt med stofferne. Jeg lå derhjemme i en måned og trappede ned og havde det så skidt, men nu har jeg været stoffri i syv år. Det var et perfekt tidspunkt, hun stillede mig det ultimatum.
– I dag har jeg bygget mig selv stærkere, jeg kender mig selv rigtigt godt. Og jeg kan se det, jeg vil miste. I dag kan jeg også godt drikke vin. Den fysiske afhængighed er væk, men den mentale afhængighed af stofferne kommer jeg til at kæmpe med altid. Hvis jeg har en dårlig dag eller hvis min kæreste gik fra mig… Jeg ved lige hvilken afkørsel, jeg skal tage,hvor jeg kan få noget.
Om social arv og følelser
– Social arv. Det er det værste udtryk, jeg kender. Det er lige som man er dømt til at gå sine forældres vej. Når man har det her med i bagagen, kan man komme til at overkompensere, at alt skal være så perfekt. Jeg går meget og tænker over, at det ikke må komme til at gå ud over min datter – og hvad nu hvis vi nu giver vores datter en forkert frokost med, hvad tænker andre så – det er jo sindssygt stressende. Men psykologen, Mikkel siger: Prøv at hvile i det, prøv at slappe af i stedet for at overgøre det.
– Jeg har det svært med de mere bløde værdier, og der bliver en akavethed i mig, når min kæreste græder. Jeg tror, det er fordi, jeg aldrig selv har fået et kram, når jeg var ked af det som barn. Jeg bliver også stadig hurtigt sur, men så ved jeg, at jeg skal ud af situationen og komme tilbage senere. Vi er gode til at snakke om det derhjemme, men det er stadig et kæmpe arbejde for mig. Jeg vil ikke udsætte min datter for det, jeg har oplevet i min barndom. Jeg elsker jo min datter over alt på jorden.
Om fællesskabet i Babygruppe for fædre
– Der sad en anden far i gruppen, som også havde haft et forbrug. Og det var mega fedt at møde nogen, der havde det på samme måde som mig. Jeg cuttede min vennekreds, da jeg stoppede med stofferne, det var dem, vi havde til fælles. Og mange af dem sidder i det samme hul, er i fængsel eller døde. Så det var fedt at møde nogen, som havde været noget af det sammen igennem, havde den samme bagage, og som sad et godt sted.
– Når jeg fortæller, at jeg er blevet glemt på et værtshus som lille, bliver jeg tit mødt med medlidenhed. Men jeg har aldrig haft brug for medlidenhed, det var bare sådan, min barndom var. Det, jeg har brug for, er at snakke med nogen om det og blive mødt med forståelse. Det bedste er nogen, der har mærket det på egen krop, og her var vi på bølgelængde, her var nogen, jeg kunne spejle mig i og lytte til, hvordan de havde fået noget til at fungere. Så jeg måske også kunne gøre noget bedre for eksempel på hjemmefronten.
Emils anbefaling til andre fædre
– Gør det, gå med i gruppen! Jeg havde selv den dér mandebarriere med, at vi mænd ikke snakker om de bløde ting. Men man fatter ikke, hvor meget det giver, hvor meget man får ud af det.
– Det er helt okay at have levet sådan et liv og at have mén efter det, der er ikke noget galt med én. Man får nogle værktøjer, og man arbejder med det samme i gruppen. Jeg tror, det er den dér blanding af teori og praksis, der hjælper. Det er blevet nemmere at snakke om problemerne.